Et julebord må gerne være ekstra smukt dækket op. Måske endda med et særligt juleporcelæn, der skaber den helt rigtige stemning og baggrund for julemiddagen. Men hvordan skal sådan et julestel se ud? Hvordan kan det både harmonere med de moderne nordiske tendenser i boligindretningen – og samtidig være tro mod de mest elskede juletraditioner? Hvilke motiver og farver kan både skabe julestemning i et moderne hjem og samtidig indgå i den fælles julefortælling, der samler børn, unge og gamle?
Mød kunstner Rikke Jacobsen, der står bag motiverne til julestellet Hammershøi Christmas fra Kähler Keramik. I denne episode fortæller kunstneren om, hvordan det på én gang er en drømmeopgave at udvikle et julestel – og hvordan hun er gået til arbejdet med stor respekt for de traditioner, der er omkring julen.
Selve porcelænet er serien Hammershøi, der er formgivet af designer Hans-Christian Bauer for Kähler Keramik. Det var ham, der kendte Rikke Jacobsens værker og pegede på hende, da det blev besluttet at udvikle en juleversion af serien.
I episoden kan du høre kunstneren fortælle om processen med at udvikle motiverne, der er malet med traditionel akvarelteknik for at skabe de meget fine og detaljerede originale plancher i 1:1. Hun fortæller også om, hvordan hun er kommet frem til det endelige udtryk, der både skal rumme de nye tendenser og farver i den moderne nordiske boligindretning – samtidig med, at de er dybt rodfæstet i vore klassiske juletraditioner og fortællinger.
Fotos, hvor ikke andet er angivet: Kähler.
Hør også de andre episoder om jul.