Podcast er populært, og mange ved hvad det er. Men der er også mange, der ikke gør, og derfor har vi lavet denne lille beskrivelse.
Podcast
En podcast svarer til et program i radioen (fx “Mennesker og Medier”). En podcast er inddelt i episoder, der svarer til en udsendelse i radioen. Man lytter altså til podcasten Boligpodcasten, og trykker man på den lille trekant for at afspille, så lytter man til en episode. Man kan også høre nogen bruge ordene anderledes: De kan omtale alle episoderne som en række podcasts eller kalde det en podcastserie.
Podcast er lydfiler på internettet, man kan abonnere på. Hvis man fx vil høre Boligpodcasten, kan man selvfølgelig bare besøge Boligpodcastens hjemmeside. Det smarte ved at abonnere er, at man får at vide, når der er kommet en ny episode fra Boligpodcasten (og det er selvfølgelig gratis at abonnere).
Hvad kræver det?
Man skal have en app/et program. Det kan man installere på en computer, en notepad/iPad eller en smartphone.
Man abonnerer på en podcast ved at
- Åbne sin app
- Søge efter den ved at skrive navnet på podcasten
- Vælge den
- Trykke på en abonnerknap
Så dukker nye episoder op, og man kan også få en besked om, at der er kommet en ny (om man får besked vil være forskellig fra app til app og opsætning).
Hovedparten af podcasts er gratis, men der findes udbydere som Podimo, der har podcasts, som de tager penge for. Når man bruger sin app, så behøver man ikke være nervøs for, at det pludselig koster penge at abonnere på en podcast.
iPhone
Hvis du har en iPhone, en iPad eller en computer fra Apple, så er der allerede installeret Apples app til podcasts,. Vi har lavet en beskrivelse af, hvordan man finder Boligpodcasten med Apple Podcasts.