Vinglas

Vinglas er meget mere end nogle beholdere til at drikke vin af. Det fortæller Christian Philipson om i denne episode, hvor han beskriver glasset som et værktøj. I designet smelter form og funktion sammen, når man med synet, lugte- og smagssansen skal opleve vinen.

Man kan naturligvis have glas til forskellige vintyper, men det er ikke blot et spørgsmål om fx rød- eller hvidvin, men også om hvilke druetyper, der passer bedst til udformningen af glasset. Når man har styr på det, så kan man også se på årgangen. Forskellig alder på vinen, kræver forskellige slags glas, hvis man skal have den største glæde af et glas vin.

Temperaturen er også vigtig, og her designet heller ikke uden betydning. Men på en varm sommerdag kan varmen gøre det nødvendigt at få nedkølet vinen. Det gælder ikke kun en rosé men også en rødvin.

Den individuelle smag

Når man vælger det ene glas frem for det andet, kan man få fremdraget bestemte egenskaber ved vinen. Hvad det er, man ønsker at få frem, er individuelt eller et spørgsmål om smag på et bestemt tidspunkt. Historisk set er det fx ikke en selvfølge, at det er vigtigt med bobler i en champagne.

Der er mange muligheder for at vælge vinglas, men fælles for dem er, at de skal behandles ordentlig. Man kan høre, hvordan man bør vaske dem af, og hvordan de skal opbevares, hvis de ikke skal få “skab,” som Christian Philipson kalder det.

Med alle de valgmuligheder, der er, kan det måske være svært at starte et indkøb af vinglas. Christian Philipson giver et forslag til, hvor man kan begynde. Og han slutter med en vigtig glastype, som slet ikke er nævnt før.

Hør også Christian Philipson fortælle om vinopbevaring.

Medvirkende

Christian Philipson

Christian Philipson er vinhandler og har virksomheden Philipson Wine.