Hvordan bor en vikingeforfatter?

Susanne Clod Pedersen. Forfatter, koncertpianist, organist og underviser. Født 1967. Gift, har fire børn og er bosat i Hillerød.

Forfatteren Susanne Clod Pedersen tager i sin store saga om vikingen Arnulf læserne med tilbage til 900-årenes borge, haller og skibstofter. I sagaen, der snart rummer 7 bind, har hovedpersonerne rejst med deres skibe over have og ned ad floder, gennem vikingetidens Nordatlanten, Skandinavien, Nordeuropa, Rusland og helt ned til middelhavets kejserriger. Læserne har deltaget i fester, slag og kampe på skibe, i kongsgårde, på stepper og i borge.


Vi får beskrivelser – set gennem vikingernes øjne – af skandinaviske palisadebyer, engelske borge og datidens russiske og østromerske kejserlige paladser. Det er vigtigt med beskrivelserne, fortæller forfatteren, der med sine romaner ønsker at formidle Danmarkshistorien og vikingetiden. Men på en måde, så læserne både får del i den faglige viden om perioden – og samtidig bliver godt underholdt af en spændende udviklingshistorie.


Men hvordan bor en forfatter, der går så meget op i autenticitet, at hun tager med Havhingsten på togt for selv at mærke, hvordan det føles at sejle med et vikingeskib? Er der overhovedet lighedspunkter mellem hendes egen bolig og de miljøer, vikingerne i hendes romaner færdes i? Og hvordan når forfatteren frem til den helt rigtige stemning i bøgernes beskrivelser af såvel boliger, både og slagmarker for over 1000 år siden? Og hvad kræver den kreative skriveproces egentlig i forhold til indretning af en forfatters bolig?
Det fortæller Susanne Clod Pedersen om i denne episode, hvor Boligpodcasten har mødt hende i hendes eget hjem. Hun bor med sin mand, 2 hunde, 9 høns og indtil for få år siden også alle parrets fire børn, i et relativt stort hus i Hillerød. Huset ligger lige ud til skoven, og netop nærheden til naturen har stor betydning for hendes forfatterskab.

Forfatterens hjem er et hus fra 1950’erne med en indretning, der bærer tydeligt præg af, at det huser en stor kunstnerisk og musisk familie. I stuen står forfatterens skrivebord således sammen med hendes flygel og hendes orgel. I huset er der næsten et klaver i hvert af de mange rum. Der er naturligvis masser af bøger – og mange forskellige effekter vidner om en glødende interesse for de historiske perioder, forfatteren skriver om.

Hør Susanne Clod Pedersen fortælle om, hvordan hun bor, hvad hun sætter pris på ved sit hjem, hvilke tre ting hun er mest glad for, hvordan det er at sejle med et vikingeskib, hvilke spørgsmål folk ofte stiller hende på vikingemarkeder, hvorfor hun har tre kister fra 1700-tallet, hvilken betydning hendes dyr har for hendes forfatterskab – og meget mere.

Fotos hvor ikke andet anført: Charlotte Vilsholm.

Medvirkende

Susanne Clod Pedersen. Forfatter og uddannet koncertpianist og organist. Hun arbejder som organist i Græsted kirke og underviser på Musikvidenskabeligt Institut under Københavns Universitet.
Man kan følge Susanne Clod Pedersen og Arnulf-sagaen på Facebook og læse mere på hendes hjemmeside.


Udover Arnulf-sagaen har Susanne Clod Pedersen også skrevet en middelalder-trilogi, Hialmar, om en ung dansk ridder der blandt andet kæmper i slaget ved Agincourt i Frankrig. Derudover har hun også skrevet flere bind i Det Historiske Hus’ serie ”Slægten”. Samt en trilogi, Susannas Bog, en historie der foregår i bibelens tid og handler om en kvinde i Jesus’ følge.

Første bind i sagaen om Arnulf er netop udkommet i engelsk oversættelse på Amazon.com – og det 7. bind på dansk udkommer med al sandsynlighed til julen 2020.

Foto: Privatfoto.